“Klart, at DU skriver gode LinkedIn-opslag. Du lever jo af det. Jeg har forstand på andre ting … så det er altså ikke så ligetil for mig at skrive på LinkedIn.”
Christina er virksomhedsejer og lydproducent. Og meget klog og disciplineret. Og derfor havde hun ikke behøvet være så opgivende.
Jeg tror nemlig på (faktisk ved jeg det, for nu har jeg trænet nok personer fra begynder ––> øvet), at de fleste med ambitioner kan lære at skrive godt til LinkedIn.
Hvis de vil arbejde for det.
At skrive gode opslag igen og igen kræver styr på 5 aldeles overskuelige ting, som især disciplinerede typer hurtigt får sat i system.
De 5 ting er:
1) LinkedIn-viden
Coaches og webinarer har hjulpet mange, der henter kunder og omtale fra LinkedIn. Google og YouTube endnu flere! Men viden er du nødt til at opsøge. Ingen kan det bare uden at have sat sig ind i det – det er ikke et medfødt talent.
2) LinkedIn-selvindsigt
Hvilken del af dit fag kan du formidle selvsikkert? Hvilke værdier vil du kendes for? Hvad er dit mål med at stille dig op på LinkedIn-ølkassen? Hvad afholder dig lige nu fra at dele din viden, når du gerne vil? Hvordan reagerer du på sure miner i kommentarfeltet? Hvordan har du med, at ingen går fra begynder til linkedinfluencer på et døgn?
Vær så konkret, du kan, når du besvarer disse 6 spørgsmål for dig selv.
3) En LinkedIn-plan
Til når skrivemotivationen er en prut i vinden bag dig, de andre arbejdsopgaver tårner sig op, LinkedIn-lysten er forduftet og du hellere vil have et celleskrab end at producere opslag med din viden.
4) LinkedIn-kalenderdisciplin
Hvis du vil tages seriøst med din gratis branding og markedsføring på LinkedIn, så bliver du nødt til at behandle det som en regulær arbejdsopgave. Stedmoderlig pleje, når de andre opgaver er klaret, giver resultater derefter.
5) En LinkedIn-værktøjskasse
Jeg bruger Trello til kladder, Canva til illustrationer og Google Sheets til resten. Hvis idéerne skulle bo oppe i mit hoved, indtil jeg nåede rundt til at se på dem, så ville de gå fra mig. Med rette.
…
LinkedIn er en stor mundfuld for de fleste, der gerne vil gå fra at være tavse beskuere til at hente kunder og omtale fra platformen. Det vil kræve noget af dig, og det vil især trække tænker ud, når det går op for dig, at tålmodighed og vedholdenhed er dine bedste venner.
Spørgsmålet er om du vil arbejde for det?
/Karoline Markholst, journalist og LinkedIn-træner
2 Responses