Vi skal tilbage til 1. semester på Journalisthøjskolen. Det må have været et par uger før jeg fik øjnene op for min kommende mand, der befandt sig et sted i samme auditorium, at jeg fik Verdens bedste Skriveråd. Det kan ikke have været efter min første snak med Jens, for så havde jeg ikke hæftet mig ved noget skriveråd.
Ingen undervisning sad fast dén forsommer.
Så vi er vel omkring februar 2007 og altså før kærlighedsklappen gik ned, da jeg hørte det her i auditoriet fra underviser Pia F.:
“Enhver god fortælling bygger på en god fortællesætning”
Med det mente hun:
Uanset om skribøsen har sat sig for at tage andres tid med en artikel, et opslag, et nyhedsbrev eller noget fjerde, så bør hun allerførst udfylde historiens fortællesætning.
Skriverådets to enkle komponenter
Fortællesætningsværktøjet består af to moduler, og de går sådan her:
Modul 1: “Jeg vil fortælle, at __”
Modul 2: ”Det vil jeg fortælle, fordi __”
Og nej. Det er ikke ligefrem voldsomt kompliceret, akademisk stof, de underviser de yngste elever på Journalisthøjskolen i, og havde Pia F. den dag i 2007 påstået, at jeg ville bruge den nærmest barnlige metode lige så ofte de næste 15 år som jeg ville se Jens fra hold 2 i øjnene, så ville jeg have dømt hende vanvittig on two accounts.
Sagt med andre ord: Jeg tror vi var en del, der fnøs hånligt den dag. Skulle dét der føre til en Cavling-pris!?
Ikke desto mindre.
Både skriverådet og Jens blev til forhold for livet.
(Cavlingen venter jeg stadig på)
Sådan gør du – før du skal skrive en tekst, der skal udgives
Fill in the blanks i fortællesætningsmodellen, så de passer med dit budskab. Det, du skal være særligt opmærksom på, er at det lille “at” i modul 1 ikke er et “om”.
Der står ikke “Jeg vil fortælle om ___”.
Nej. Det lille “at” tvinger dig til at zoome ind på det væsentlige.
Og pas yderligere på! Det er stadig uhyggeligt nemt at snuble.
De fleste går så selvsikkert ud af modul 1 (“Jeg vil fortælle, at”), at de ikke gider bruge tid på modul 2 (“Det vil jeg fortælle, fordi”). Big mistake. Huge. Det er nemlig i toeren, at magien opstår (som Jens siger) (ej, undskyld, det gør han ikke).
Modul 2 sikrer, at du har styr på din væsentlighed.
Her bor selve grunden til, at dit budskab gør en forskel for andre.
Det er ikke nok at fortælle en historie. Den skal være væsentlig. Uden styr på væsentligheden er du i overhængende fare for at skrive noget navlepilleri. Og navlepilleri fører til mindre engagement end budskaber, der er skrevet for læserens skyld.
Eksempler
For de fleste vil det støje noget, hvis de er nødt til at udfylde en fortællesætning til et LinkedIn-opslag sådan her:
- “Jeg vil fortælle, at jeg var i Seattle på konference i sidste uge. Det vil jeg fortælle, fordi … jamen, fordi det er interessant, at jeg rejser meget som en del af mit arbejde. Er det ikke? Giver det ikke et godt indblik i mit liv?”
Nej. Det er ikke interessant i sig selv, og ingen leder efter indblik i dit liv, med mindre du er Megan Markle. Kan du ikke mærke det selv, så ved du om du er på vej ud ad et selvfokuserende spor, når du skriver “jeg” i modul 2 af fortællesætningen. Modul 2 bør pege udad.
Så den må udfyldes på ny. Feks:
- “Jeg vil fortælle, at Seattle-konferencen, som mange har fulgt med i hjemmefra, var en gennemført professionel oplevelse at deltage i af især 3 specifikke årsager. Det vil jeg fortælle, fordi branchen har brug for flere internationale møder af høj kvalitet, og lige disse 3 tiltag er i mine øjne fornuftige skridt på vejen til dem – uanset størrelsen på arrangementet”
Nu er der styr på relevansen. Budskabet er relevant for nogen, ikke for alle. Du har en holdning, og du har noget på hjerte. Du vover at mene noget.
Det er det, der får dine læsere til tasterne med likes, besyv og debat.
…
Ja, der ligger en hel del arbejde i at skrive tekster, der er relevante for andre. Især før du går i gang med selve teksten.
Til gengæld skriver de lettere sig selv, når der er styr på forarbejdet.
God fornøjelse!
/Karoline Markholst, journalist og LinkedIn-træner

I 2007 fik jeg et skriveråd, jeg stadig bruger hver uge
Læs mere »
27. marts 2023

Er LinkedIn kun for mappedyr? Disse 6 profiler punkterer myten
Læs mere »
6. marts 2023

Til dig, der ikke vil være en boomer fra Facebook på LinkedIn (og derfor er tavs)
Læs mere »
2. marts 2023
3 Responses