I juni skete noget, der ændrede mit (arbejds)liv brat.

Det ville have været ok at droppe de sociale medier i en periode. I stedet gjorde jeg noget andet.

*

27. juni stod jeg sammen med mine nærmeste om en seng. Min far lå i sengen, vi strøg ham over huden og var tavse. Alt, der skulle siges, var blevet sagt i de forgangne dage. Han var ikke vågen og havde ikke været det i fire døgn. 

Jeg havde senest set ham to uger forinden. Vi spiste hindbærsnitter, han nød to.

En læge frakoblede hans respirator, og få minutter senere trak min far vejret for sidste gang.

*

Mit liv blev vendt på hovedet, i det min fars død var meget uventet. Det, der skulle have været sommerferieneddrosling fra hjemmekontoret, blev i stedet tilbragt i et lille pårørendeværelse på Bispebjerg Hospitals intensivafdeling. 

Nu er vi ved at vænne os til, at det var sådan det blev. Imens vi planlægger bisættelse, boskifte og gravstensdesign. I chok og sorg.

Jeg er sikker på, at alle ville tilgive, hvis jeg i disse dage og uger nøjedes med at nødpasse min nystartede virksomhed. Satte de opgaver i bero, der lod sig pause, og skød en hvid pind efter resten.

Det gjorde jeg også med en del. Tak for forståelse (og blomster!) fra de af mine kunder, der læser med her. Men for mig er de sociale medier ikke en arbejdsopgave, jeg ser isoleret på, og derfor var mine sociale kanaler heller ikke det, jeg satte i bero.

Jeg tog dem i brug. For sådan er sociale medier for mig. Noget, der er med mig, uanset om jeg arbejder eller holder fri. Om jeg har det optur eller svært.

*

Et af mine opslag er foreløbig blevet vist i 101.000 LinkedIn-feeds. Se det HER, men vend bagefter tilbage til artiklen her, for jeg vil gerne lige dele 3 tanker bag opslaget med dig.

1) Intet over, intet ved siden af nerven

 

Er du ude efter at opleve fællesskab på sociale medier og brænde igennem – uanset om det er LinkedIn, Instagram, TikTok eller noget tredje – så gælder der én hovedregel: 

Del noget, der har betydning for dig.

Vi er ikke ét menneske, når vi arbejder, og et andet, når vi holder fri. Vi er ét menneske, punktum, som forfatter Morten Albæk beskriver det i sin udmærkede bog, “Ét liv, én tid, ét menneske”. Og derfor smitter tankerne fra privatlivet af på arbejdslivet – og omvendt. 

At opdele dig selv i et fagligt jeg (der deler budskaber, der ikke har noget med dig personligt at gøre) og et fritidsjeg (der er forment adgang fra at dele noget som dit faglige jeg) giver dig et stort problem: 

En faglig persona har ikke så mange ægte følelser.

Og følelser er key, når vi vil ind under huden på andre. Vi er nemlig nødt til at ramme deres følelser, for at få dem til noget som helst. Fx engagere sig med det budskab, du deler.

Så: Tag udgangspunkt i dine ægte følelser, når du udkommer på sociale medier. Nogle gange i dem, du får på arbejdet, og nogle gange i dem, der opstår andre steder. Udvid dit syn på hvad der er et fagligt budskab. Omdan dem til budskaber, andre kan bruge til noget.

Det er sådan, du skaber stærke forbindelser til andre digitalt.

For de andre går sjovt nok også og mister forældre i utide, har børn med problemer og bøvl med samfundsstrukturerne. Selv om de har et arbejde. 

 

2) Typisk indvending: “Men det vil min arbejdsplads da ikke tillade”

 

Er du sikker? Har du spurgt?

Min erfaring som lederes og medarbejderes træner i sociale medier er, at der er en myte. En overbevisning om, at man har meget lidt råderum på de sociale medier.

At det nok er bedst at forholde sig helt tavs.

Men jeg er faktisk endnu ikke stødt på en leder eller direktør, der ikke kan se værdien i at den enkelte medarbejder eller mellemleder har et stort og stærkt netværk på fx LinkedIn. For solen, der stråler på dem, skinner også på deres arbejdsplads. Og medarbejdernes holdninger tolkes ikke som pressemeddelelser fra virksomheden (men forventes selvfølgelig at overholde gængse opfattelser af pli).

Derimod er min erfaring, at ekstremt få arbejdspladser har haft en grundig, ærlig snak om social media-aktivitet hos medarbejderne.

Hvis du er i tvivl om hvorvidt direktøren på din arbejdsplads kunne have problemer med, at du taler frit om emner fra både dit arbejdsliv og dit privatliv, som du selv vurderer som deleegnet og værdiskabende for dine forbindelser … så foreslår jeg, at du lægger op til den samtale.

Få talt ud om rammerne, og kom i bund med indvendingerne. Stammer de fra frygt, forældede regler eller bare uvidenhed? Eller findes de måske endda kun i dit hoved? 

3) Glem LinkedIn-politiet, der ikke har forstået princippet bag algoritmer

 

“Det her hører overhovedet ikke hjemme på LinkedIn” lyder det af og til fra betjenttyper, der troller kommentarspor til opslag med mere personligt indhold.

Deres problem er et andet end det, de tror: At de ikke scroller hurtigt forbi de opslag, der ikke falder i deres smag, som de burde. For deres egen skyld. Ved at lægge en kommentar, opdrager personen netop algoritmen til at tro, at de gerne vil se mere af den slags, de lige har kommenteret – ikke mindre.

LinkedIn-betjentene findes, omend de ikke er så mange. Men de skal ikke diktere din social media-strategi, skal de? Du udkommer på sociale medier for at dele det, du har på hjerte, og skabe stærke forbindelser til andre. Det er det, sociale medier kan. Og der ER heldigvis ikke kun én rigtig måde at være aktiv på.

 

*

2 Responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *